Vandreture omkring Condom

Det franske Vandrelaug har beskrevet 20 vandreture omkring Condom, som betegnes PR (Promenade og Vandresti). Alle turene er lavet, således at man kan parkere sin bil ved udgangspunktet og så vandrer man i en cirkel, således at man vender tilbage til udgangspunktet. Turene går fra 4 km til 19,5 km og de varer fra 1 time og 15 minutter til 5 timer, så der er noget for enhver smag.

 

Nedenfor er et eksempel på hvorledes en tur vises på det topografiske kort.

Tur nr. 2 Château stien Tur nr. 2 Château stien

På det viste eksempel kan man se nogle øjne. Det betyder, at her er der en specielt dejlig udsigt. Og der er også vist en flaske vin og en madkurv - det henviser til et sted, hvor man kan nyde et måltid, inden man fortsætter turen.

Eksempler på de 20 ture

PR 01 På højderne over Condom - 12 km - 3 timers vandring

         Variant 1: 6 km - 1 time og 30 minutters vandring

         Variant 2: 9 km - 2 timer og 30 minutters vandring

 

Det var nord for Condom, på floden Baïsens bredder, at mennesket bosatte sig i en fjern fortid.  Man følger denne flod, som blev brugt til kommunikation mellem de små samfund allerede fra 6. århundrede, og som i det 19.årh. sikrede Condom en opblomstring med salg af Armagnac og som nu takket være turismen på floden giver liv til Condoms lille havn. Undervejs kan du lave en afstikker til Lialores og dens romanske kirke som er et stop på vejen til den hellige Jakob. 

PR 02 Château stien - 14 km - 3 timer og 30 minutters vanding.

 

På denne tur går du gennem det yndige landskab vest for Condom, i dalen hvor floden Osse løber. Her ligger châteauerne og deres vinmarker side om side og du kan for eksempel lave en afstikker til Château de Pouypardin (vi ringer gerne og laver en aftale for dig!), hvor du kan degustere (prøvesmage) deres herlige rød, rosé og hvidvine.

Château de Pouypardin Château de Pouypardin

PR 03-04 Til biskoppernes château - 19 km - 5 timer

         Variant: 14 km - 3 timer 30 minutter

 

Nyd charmen i Frankrigs mindste befæstede landsby, som er med blandt "Frankrigs smukkeste landsbyer" og som kaldes "Le Gers´ lille Carcassonne": Larressingle. Det var biskoppen af Condom´s sommerresidens. Larressingle blev befæstet i det 13de årh. På vejen kommer du også igennem landsbyen Goalard, som ligger floden Baïses dal og som tidligere husede et middelalder-château, som var vugge for den berømte familie Galard. (Familien Galard residerer nu på châteauet i Terraube, som de i parentes bemærket har boet på siden det 13de årh. og de bor der endnu!)

Larressingle Larressingle

PR 05 Osse-floddalen - 4 km - 1 time og 15 minutter

 

Turen udgår fra Beaumont, en yndig lille landsby på vejen mod Montréal. i Beaumont kan du evt. besøge en gård, som laver ost fra får, som normalt lever højt oppe i Pyrenæerne. Osten er resultatet af en kærlighedshistorie, hvor en fårehyrde fra Pyrenæerne faldt for datteren af gårdejeren i Beaumont. De har nu fundet en modus vivendi for sig selv og fårene, som de gerne fortæller om! Husk, at du skal have en rendez-vous for at besøge gården.          

PR 06 Natur og middelalderkunst - 4,5 km - 1 time og 30 minutter

 

Turen starter fra Vopillon.

PR 07 Mouchan - "la clunisienne" - 7 km - 2 timer 30 minutter

 

Turen udgår fra den lille by Mouchan.

PR 08 Vin og gastronomi - 5 km - 1 time og 30 minutter 

 

Turen udgår fra château Cassaigne, som er biskopperne af Condoms tidligere sommerresidens. Châteauet laver armagnac og vin og mange produkter, såsom blommer i armagnac og aperitiffer, hvori armagnac indgår som en bestanddel. Som gæst på St Jouannet kan du gratis prøvesmage de mange dejlige produkter.

Indgangen til Château Cassaigne Indgangen til Château Cassaigne

PR 09 Géle floddalen - 12 km - 3 timer og 30 minutter

 

Udgangspunktet er landsbyen Béraut som ligger kun 5 km fra St Jouannet på vejen mod Condom. Navnet Béraut kommer af det germanske Berawald, eller Bjørneskoven.

PR 10 Dufte-stien - 11 km - 2 timer og 45 minutter

 

Udgangspunktet er landsbyen Blaziert som ligger nogle få km nord for St Jouannet.

 

Blaziert er en såkaldt Village fleuri - eller blomster-landsby, hvor man gør særligt meget ud af at udsmykke landsbyen med blomster. De er så dygtige til det i Blaziert at de har 4 blomster i Villages fleuri konkurrencen. Det er den højeste udmærkelse en landsby kan få!